brasilien

Aktivitetscenteret

Bymidten 15 9600 Aars

Tlf. 98 62 53 68

Følg os på Facebook

Gruppen hedder:

Aktivitetscenteret Aars

Her kan du se billeder

fra turen tryk på billedet

Rejse til Brasilien januar 2015:


Fakta om Brasilien.


Brasiliens størrelse:


Areal: 8.515.767 km2.

Brasilien er verdens 5. største land efter Rusland, Canada, Kina og USA og er 200 gange større end Danmark.

Der bor omkring 210 mio. i hele Brasilien

I selve Sao Paulo bor der ca. 12 mio. og med forstæderne bor i alt ca. 20 mio.

Sao Paulo er Sydamerikas største by.

Rio de Janeiro er næststørst med ca. 6.5 mio. indbyggere

Hovedstaden er Brasilia med ca. 3 mio. indbyggere

Brasilien er opdelt i 27 delstater.

Amazonas i nord er langt den største målt på areal med 1.570.000 km2, medens staten Sao Paulo har flest indbyggere med godt 40 mio. efterfulgt af Minas Gerais i syd med 19 mio., Rio de Janeiro med godt 15 mio og Bahia i nord har 13.8 mio indbyggere.



Historie:

Brasiliens historie begynder med ankomsten af den første oprindelige befolkning for over 8.000 år siden.

Den første permanente portugisiske bosættelse blev grundlagt i 1532.

Fra det 16. til det 18. århundrede var Brasilien en portugisisk koloni.

I september 1822 erklærede den daværende prinsregent Pedro I landet for uafhængigt fra Portugal og han blev kronet som kejser.

Pedro I abdicerede i 1834 og efter flere midlertidige regeringer, blev hans søn Pedro II kronet som kejser i en alder af 14 år.

Han var  vellidt og den vigtigste begivenhed under hans styre var slaveriets ophævelse i 1888 som  det sidste land i verden.

Ved et militærkup i 1889 blev der oprettet en republikansk regering.

Landet har lige siden været en demokratisk republik, bortset fra tre perioder med åbenlyst diktatur (1930 - 1934), (1937 - 1945) og (1964 - 1985).






Befolkning:

Omkring 85 - 95 % af den brasilianske befolkning stammer fra tre hovedgrupper, indfødte, portugisiske nybyggere og afrikanske slaver.

54 % er af europæisk oprindelse

38 % er et blandingsfolk, halvt europæisk, halvt indiansk

Det officielle sprog er portugisisk og det tales i et langsommere tempo end i Portugal

Ca. 65 % af befolkningen er katolikker og 22 % er protestanter

Forventet levealder er 75,5 år for kvinder og 67,4 for mænd.



Samfund og Politik:

Brasilien er i dag en føderal republik med præsidentstyre.

I 2001 blev den tidligere fagforeningsformand Lula da Silva valgt som Brasiliens første venstreorienterede præsident med løftet om, at han ville få landet tilbage på en kurs mod økonomisk vækst. Efter 1½ år i embedet var der en betydelig forbedring i Brasiliens betalingsbalance, valutabeholdning og handelsbalance, medens den økonomiske vækst endnu ikke er kommet i gang.

Gennem årene har der  været mange korruptionsskandaler, hvor også præsidenten har været involveret, men Lula blev til trods herfor genvalgt i oktober 2006.

I 2010 overtog Dilma Rouseff magten.

Den brasilianske regering har igangsat et effektivt skatteopkrævningssystem og kører en konsekvent jagt på skattesnydere. Brasiliens skattevæsen er blevet kendt verden over for at være skrapt og kreativt.

Bl.a. bruger man helikoptere til at overflyve millionærernes boliger for at sikre, at boligejernes opgivelser svarer til det oplyste på selvangivelsen.

Over 25 mio. brasilianere opgiver deres indkomst til skattevæsenet. Det er mindre end en fjerdedel af den økonomisk aktive befolkning, idet de fleste af landets indbyggere tjener mindre end 8.300 US$ om året (ca. kr. 55.000) som er den nedre grænse for skattepligtig indkomst i Brasilien.

Skatterne er ikke kun høje, men også indviklede.

65 % af brasilianerne tager afstand fra regeringens skattepolitik.

Brasilien er det land i Sydamerika, der har størst forskel mellem rig og fattig og det kommer til udtryk i byerne.

Brasiliens lokale snaps hedder cachaca eller pinga. Den er fremstillet af sukkerrør og findes i mange forskellige kvaliteter.

Caipirinha består af is, lime, cachaca og sukker. En caipirinha svarer til 3 - 4 genstande og den smager som en pikant saftevand.

Brasilianerne drikker en enkelt som aperitif, mens mange turister bliver ved, indtil det går op for dem, at de er vaklende berusede.




Produktion, økonomi og handel:

Brasilien har en veludviklet landbrugs- industri- og servicesektor.

Den økonomiske situation er meget god sammenlignet med andre latinamerikanske lande.


Landbruget står for en stor andel af eksportindtægterne.

Brasilien er verdens største eksportør af kyllinge- og oksekød.

Andre vigtige landbrugsprodukter er sukkerrør, sojabønner, tobak, kakaobønner, hvede, majs og ris.

Turisme er også vigtig og beskæftiger en stor del af befolkningen.

Brasilien betegnes som den vigtigste industristat i Latinamerika og producerer blandt andet biler, forskellige maskiner, elektroniske produkter, gummiprodukter, tøj og tekstiler.

Brasilien er også rig på mineraler som f.eks. jernmalm, mangan, tin og der er store forekomster af ædelstene.

Den brasilianske møntfod er REAL, 1 real er dkr.  2.30 - 2.40.

Brasilien er blevet ret dyrt, idet valutaen er steget kraftigt i forhold kronen. I de store byer er priserne nærmest som i Danmark. Dog er taxaer noget billigere.



Geografi, klima og miljø:

Brasilien har 3 tidszoner, d.v.s.  h.h.v. 3, 4 og 6 timer bagud i forhold til Danmark

Der er forskellige klimazoner, f.eks. i Amazonas(vestlige del) er klimaet fugtigt det meste af året, medens der ved Atlanterhavskysten(østlige) er meget varmt, men mindre fugtigt.

I den sydlige del og i bjergene kan det blive køligt.

Miljømæssigt er rydningen af regnskoven i Brasilien et stort problem.

I 2005 var en femtedel af skoven hugget ned.

Tab af regnskoven fører også til en reduktion af Brasiliens ellers meget rige plante- og dyreliv og truer eksistensgrundlaget for indianerbefolkningen i området.

Miljøproblemer som luft- og vandforurening er også et stort problem i de store byer, som Rio og Sao Paulo.


Sao Paulo:

Byen er det vigtigste økonomiske, finansielle og kulturelle centrum i landet.

Sao Paulo er een af verdens største byer og den største by på den sydlige halvkugle. Byen har desuden det største industrielle område i Latinamerika.

Byen har med sine mange indvandrere, der især kommer fra Portugal, Italien, Tyskland, Libanon, Japan og Sydkorea, et multikulturelt præg.

Byen er stor og beskidt, med et pulserende kulturliv og fremragende restauranter.

Den er totalt umulig at finde rundt i for den kørende trafik.

Byen dækker et enormt areal som er fem gange større end Paris.

Sao Paulo er en moderne by skabt af millioner af fattige, men flittige immigranter.

70 % af byens indbyggere nedstammer fra immigranterne, hvor de fleste kom mellem 1885 og 1914.

Sao Paulo ligger i omkring 700 m`s højde.

Sao Paulo`s svar på central park i New York er et stort parkområde på 1,6 km2, Ibirapuera-parken. Udover 2 kunstmuseer er her lege- og sportspladser, boldbaner, en gokartbane, adskillige barer og restauranter.

I weekender er der masser af mennesker, der går, løber eller cykler.


Rio de Janeiro:

Byen er landets næststørste efter Sao Paulo.

Fra 1763 til 1960 var Rio Brasiliens hovedstad.

Byen er berømt for Copacabana og Ipanema strandene, Kristus figuren (Cristo Redentor) som ligger på Corcovado-bjerget. Kristus-figuren blev i 2007 valgt som en af verdens 7 underværker.

Figuren er ikke alene et kristent symbol men også et vartegn for Rio de Janeiro. Bjerget er 710 meter højt, selve statuen er 38 meter højt og vejer 700 tons.

Ideen opstod i 1850`erne, men ansøgningen blev afslået. Et nyt forslag kom i 1921 og der blev indsamlet penge overalt i Brasilien.

Selve statuen er bygget i Frankrig og transporteret med skib til Brasilien stykke for stykke.

Statuen blev indviet i 1931.

Ved indsejlingen til Rio ligger Sugarloaf Mountain, som en kæmpe granit- og kvartsklippe.

Klippen er næsten 400 høj og er et andet turistmål.

Man kommer til toppen med en kabelbane og fra toppen er der en fantastisk udsigt over en stor del af Rio.

Den oprindelig kabelbane blev bygget i 1912 og er siden ud-/ombygget i 1972/73 og sidst i 2008.

I Rio ligger det, der engang var verdens største fodboldstadion Maracana, som blev bygget til VM i 1950 og dengang var der plads til 173.000 tilskuere. I dag er tilskuerkapaciteten 92.000 alle siddepladser.

Rio de Janeiro er værtsby for de Olympiske Lege i 2016.

I Rio ligger en flot men utraditionel katedral, Metropolitan Cathedral of Saint Sebastian, og den er opført til minde om helgenen Sebastian.

Den største folkefest næst efter karnevallet er nytårsaften langs stranden og størst er festen på Copacabana- stranden, her kommer ca. en halv million mennesker.

Bossa Nova er en musikstil, der har sit udspring i Rio`s musikmiljø i slutningen af 1950erne.

Brasilien har en af verdens frodigste musikkulturer og er bl.a. kendt for sambadansen.

I vestlig forlængelse af Ipanema ligger bydelen Leblon, der ligesom Ipanema beboes af Rio`s gamle overklasse. Som for øvrigt tæt op af slumbyen Rocinha

Rio-Niteroi-broen går med sine 14 km over Guanabarabugten.

Omkring 70 km udenfor Rio ligger byen Petropolis i et naturskønt område oppe på et bjerg.

Tidligere var byen sommerresidens for den kejserlige familie og den flotte bygning er i dag indrettet til museum, Imperial. Huset er i 2 etager med i alt 44 værelser, alle indrettet med de gamle møbler, gardiner m.m.

Der bor omkring 300.000 i Petropolis og byen er virkelig et besøg værd.


Dyre- og fugleliv:

Brasilien indeholder næsten en tredjedel af verdens regnskove. Man mener, at der er mindst 15.000 forskellige slags pattedyr, fugle og krybdyr der eksisterer indenfor disse regnskove.

Anaconda-slangen er den største slange i verden og den kan blive op til 37 meter.

Jaguaren betragtes som en af de mest magtfulde af alle katte rovdyr, Pumaen lever også i Brasilien.

Brøleaben er kendt for at være den højeste af alle aber.

Brasilien har 175 arter af de demiske pattedyr. Disse omfatter primater, gnavere, flagermus, opussums, bæltedyr, dovendyr, ræve og bororos.  _

"Primater er dyr som aber - og mennesker. Sammen med visse hvaler hører primater til de dyr, som har den største hjerne og den største intelligens. De fleste primater har gribehænder og gribefødder med fem fingre og tæer, men ellers er der ikke særlig mange kendetegn, som er fælles for disse dyr. Mange primater er sociale dyr, som lever sammen i små samfund.

Primater findes især i tropiske og subtropiske egne i Afrika, Sydamerika og Asien. Der kendes ca. 350 arter af primater."

Brasilien har knap 50 abearter i regnskovene og har 18 arter af silkeaber.

Der er over 1.500 fuglearter i Brasilien, bl.a. arapapegøjer, tukaner og kolibrier, hvoraf de fleste lever i Amazonområdet, som også er levested for flertallet af de omkring 250 paddearter.

Regnskovene har også et rigt insektliv med sandsynligvis flere millioner arter.

I tørre områder lever kæmpemyresluger, pampashjort og flere arter af gnavere, hvoraf nogle har en  adfærd og levevis som hjorte og antiloper. Her findes naduen, en slægtning til strudsen.

I floderne lever bl.a. piratfisk. I alt kendes ca. 2.000 fisk fra Brasilien. I floderne lever også skildpadder og pattedyr som amazondelfinen, amazonmanaten og den op til 2 m lange kæmpeodder.

I området ved vandfaldene findes mange Quatis (næsebjørne).

Toucan fuglen er meget farvestrålende og kan vokse sig op til omkring 50 cm lang, heraf udgør næbbet en tredjedel af længden. Den spiser fugleæg, insekter og løvfrøer, men den er også kendt som en miljøvenlig indbygger i regnskoven. Den spiser også mange frugter og efter den har slugt frugten, gylper den frøet op og bringer det tilbage til skoven.






Sport:

Nationalsporten i Brasilien er fodbold. Mange af de store foldboldstjerner er startet med at spille i slumkvarterer eller på strandene. Den mest kendte fodboldspiller tilbage i tiden er uden tvivl Pele. Senere kom navne som Julio Cesar, Daniel Alves, David Luiz, Paulinho, Robinho, Socrates, Rivaldo, Dunga, Romario, Ronaldinho og Neymar.

På internationalt niveau gør Brasilien sig også gældende indenfor atletik, beach volley, volleyball og bilsportens formel 1. Kendte navne her er er Nelson Piquet og ikke mindst Ayrton Senna.

Ayrton Senna er en legende i Brasilien og i Sao Paula er en stor vej opkaldt efter ham og vi så store vejskilte flere steder med hans navn. Han var verdensmester 3 gange og blev dræbt ved en ulykke på banen i San Marino i 1994.




Karneval:

Rio er berømt for det årlige karneval, som afholdes midt i februar.

Man skal være Brasilianer for at forstå hvad karnevallet betyder i Brasilien.

Den vigtige  begivenhed vender op og ned på hverdagen i Brasilien i den periode det afholdes.

Karnevallet i Rio er det mest berømte med den store Sambodromo, som er et "stadion" specielt indrettet til begivenheden. Stedet er indrettet med tilskuerpladser på begge sider og her danser de mange sambaskoler forbi de mange tilskuere og dommerpanelet. Det er et gigantisk show som TV transmitteres over hele Brasilien.

Festen strækker sig over fem dage, starter kl. 17 om eftermiddagen og fortsætter til den næste morgen kl. 06.00. Vi fik oplyst at tilskuerne drikker masser af Red Bull for at holde ud, idet der jo er rigtigt varmt og tilskuerpladserne er ikke overdækket.




Iguazu-vandfaldene:

Ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina og regnes blandt verdens mest vandrige vandfald.

De breder sig over 2,7 km og der er 275 vandfald i alt, men når der er meget vand, er der over 300 vandfald. Vandet falder med op til 90 m.

Vandfaldene er Sydamerikas største turistattraktion og betragtes af mange som værende flottere og mere imponerende end Victoria-vandfaldene i Afrika og Niagara-vandfaldene mellem Canada og USA.

Vandfaldene kan ses både fra den brasilianske og den argentinske side.

Udsigterne er meget blide fra brasilien-siden mens vandfaldene er mere vilde fra argentina-siden.

På begge sider er der vandreruter og der er desuden mulighed for transport med et lille tog på den argentinske side.

Desuden er der mulighed for at sejle på floden nedenfor vandfaldene og man kommer rigtig tæt på vandfaldene. Der er også mulighed for at se vandfaldene fra helikopter.

Højdepunktet er Djævelens gab, hvor vandet fosser ned i en kløft under et meget højt støjniveau.

I øvrigt fosser der omkring 5.000 m3 vand i sekundet gennem Iguazu-vandfaldene.

I nærheden ligger der et kæmpestort vandkraftværk, Itaipu, som også et en stor turistattraktion.



Favelaer (slumbyer):

Favelaer findes i de store byer i Brasilien og især i Sao Paulo og Rio er der store områder.

De er bygget af fattige især fra Nordøstbrasilien og de er placeret på bjergskråningerne.

Fra 2003 til 2011 er 40 mio. ud af landets indbyggere blevet løftet op i middelklassen og en stor del af dem lever i en favela.

Rio de Janeiro har i dag omkring 750 favelaer og den største er Rocinha, som med omkring 160.000 indbyggere er den største i Sydamerika.

Omkring 80.000 af indbyggere lever under fattigdomsgrænsen og 45.000 børn kommer ikke i skole.

80 % af indbyggerne kan ikke læse eller skrive ordentligt.

Mange af beboerne henter gratis strøm ved at koble sig på hovedgadens ledningsnet.

I en stor del Rocinha ligger husene så tæt, at man kun kan færdes til fods, her er beskidt og det lugter ikke særlig godt.

Selv de triste facader giver et dårligt indtryk af området og til trods for fattigdom, er her masser af livsglæde, vitalitet, arbejdsomhed, stolthed og kultur.

Med Rio`s mange bjerge bor rig og fattig faktisk dør om dør. Fra penthouselejlighederne kan man sidde på terrassen og se på boligerne i favelaen kun 100 - 200 borte.

Omkring 80 % af de indfødte fra Rocinha har et job udenfor favelaen og arbejder som tjenestefolk for de rige, som tjenere, rengøringsfolk og hotelreceptionister m.v.  Der bor masser af skolelærere, sygeplejersker, politifolk, kassedamer, ekspedienter, håndværkere og ikke mindst handlende i favelaerne.

Husene især i Rocinha er meget eftertragtede og handles for priser på mange hundrede tusinde kroner - alt efter tilstand og beliggende, med en flot udsigt. Et stort hus i favelaen koster mere end en beskeden lejlighed på Copacabana.

Vi fik oplyst at indbyggerne i Rocinha ikke betaler skat og det er forståeligt, når man ser hvilke forhold de lever under.

Der er en hovedgade op gennem Rocinha og på gaden er tøjbutikker, frisører, restauranter, juicebarer, motorcykelmekanikere, tandlæger, lille hotel, fitnesscenter og et advokatkontor.

I årevis havde narkobander regeret i Favelaen, men i 2011 lavede man en storstilet politiaktion for at få ryddet op og  bl.a. for at øge sikkerheden i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold i 2014 og OL i 2016.

Vor guide i Rocinha fortalte, at handel med narko stort er udryddet i denne favela.

For tre år siden fjernede man en del af husene og byggede i stedet nye huse med farvestrålende facader. Dette for at  vise omverdenen, at man var i gang med at ændre favelaen. Området bliver kaldt "Obama City" idet det var planen at præsident Obama skulle besøge området, men han kom dog ikke. Desuden byggede man forskellige prestigeprojekter f.eks. en bro og sportsfaciliteter.Men indbyggerne efterspørger dog skoler og generelt uddannelsesmuligheder. Mange brasilianere har ingen kendskab til livet i en Favela og kun få har besøgt området.




Vi har været på en fantastik tur til Brasilien i 14 dage og har lavet en blog med 14 rejsebeskrivelser

og 254 billeder.

Så hvis du har lyst kan du se det under adressen


http://www.offexploring.com/ingemannsvej

 

Vi havde bestilt rejsen gennem www.cctravel.dk i København, så alle flybilletter incl. de fire flyvninger i Brasilien og overnatninger i Sao Paulo, Foz do Iguazu og Rio de Janeiro var  bestilt hjemmefra.

Gennem CCTravel havde vi fået oplyst en agent i Rio, www.tropicaltours.com.br og her bestilte vi de fire guidede ture i Rio.


Alt dette fungerede perfekt, så vi kan klart anbefale dem begge.



Aars, februar 2015


Hanne og Poul

hanne-poul@andersen.tdcadsl.dk

mobil: 29 62 31 44